Menu

Flot første halvleg var ikke nok

image
07. september 2018 kl. 16:50

Kerteminde-Tved 4-2 (0-0)

57’   1-0 Tore Madsen

59’   Gult kort Torben Pedersen (Tved)
63’   Gult kort Jimmy Huynh (Tved)
63’   2-0 Nicolai Christensen
65’   3-0 Tore Madsen
72’   Gult kort Andreas Toftdal (Tved)
74’   3-1 Martin Pedersen
83’   3-2 Mikkel Rudbeck
84’   4-2 Nicolai Christensen

 

 

 

 

 

 

Man Of The Match: Jimmy Huyhn

 

Kerteminde avisen var til stede på Kerteminde stadion, hans analyse af kampen kan vi kun være enig i, derfor får han de vise ord i dag. . Skrevet af Eigil Rasmussen fra kjavis.dk

Kerteminde var virkelig på hælene de første 45 minutter mod et særdeles godt Tvedmandskab, der optrådte i KB’s trøjer. Hjemmeholdet investerede ganske enkelt ikke nok. Efter pausen kom der andre boller på suppen, og efter en hæsblæsende afslutning var den femte sejr i træk en realitet.

De to halvlege i onsdagens opgør mellem Kerteminde og Tved var som nat og dag. 1. halvleg var – i hvert fald hvis man holdt med Kerteminde – en trist forestilling stort set støvsuget for højdepunkter. 2. halvleg var topunderholdning med masser af dramatik, seks mål og et kampforløb, hvor man i begge lejre kom hele følelsesregisteret igennem. Det endte med en fortjent hjemmesejr på 4-2 – men det kunne sagtens være gået ganske anderledes.

Chancefattigt

Tved beviste med al tydelighed, at det ikke var nogen tilfældighed, at de har vundet de tre seneste kampe. De kom med en imponerende energi. De var hurtige, aggressive og pasningssikre. De første 45 minutter var Tved ubetinget det bedste hold på banen. Ikke mindst lille Ricki Nguyen var en toneangivende spiller, som hjemmeholdet ikke kunne styre.

KB spillede en jammerlig 1. halvleg. De manglede tilsyneladende brændstof. Det sædvanlige kombinationsspil kørte slet ikke, men derudover var KB’erne passive og tabte næsten samtlige nærkampe. Det var en chancefattig halvleg med halvanden mulighed i hver ende. Værternes bedste tilbud tilfaldt Asger Nørgaard på Mathias Rydalls glimrende oplæg, men hovedstødet var ikke præcist nok. Gæsterne havde en kæmpe mulighed kort før pausen, men angriberen tøvede, og så kom der en kertemindefod i vejen.

Topunderholdning

Der var grund til bekymring hos KB i pausen. Det var åbenbart også trænerteamets opfattelse. Ud over en velfortjent opsang i omklædningsrummet, så kom der tre friske spillere på banen fra 2. halvlegs start, og ikke mindst indskiftningen af Tore Madsen skulle vise sig at være et klogt træk. Med to mål satte han sit tydelige aftryk på kampen.

Det blev en vanvittig 2. halvleg, der indeholdt alt det, man gerne vil se, hvis man elsker fodbold. Spillet blev bedre og begge mandskaber fightede forbilledligt. Man måtte beundre gæsterne, der trods modgang kæmpede ufortrødent videre. Dramatik var der rigeligt af. Tre gule kort, to straffespark og kontroversielle dommerkendelser satte kolorit på tingene.

Træner Kevin Nielsen havde netop råbt til sine spillere, at de skulle udvise tålmodighed, da festfyrværkeriet for alvor begyndte. Tre scoringer på bare ni minutter vendte op og ned på det hele. Åbningsmålet var lidt heldigt, men Tore Madsen var skarp på afslutningen. Nicolai Christensen var stensikker på straffespark, da Jakob Rose blev pløjet ned bagfra, og Tore Madsens hovedstødmål var en perle efter flot oplæg fra Asger Nørgaard.

Mareridt lurede

3-0 efter 65 minutter lignede en afgørelse, men der er næppe tvivl om, at KB’erne pludselig havde en indre film på nethinden om kampen mellem de to hold i Tved på sidste spilledag i 2017. Her førte KB med 3-0, da der manglede 12 minutter. Det sluttede 3-3.

I hvert fald bredte panikken sig hos hjemmeholdet. De var tæt på at tabe hovederne, og efter et tvivlsomt og unødvendigt straffespark begået af målmand Morten Augustinus samt en uopmærksomhed i forsvaret fik Tved reduceret til 2-3 – og der var stadig syv minutter at spille i.

En gentagelse af mareridtet fra 2017 var pludselig ved at gentage sig, men det blev afblæst bare to minutter senere med et pragtmål. Kristoffer Kryger løb uimodståeligt bolden frem og afleverede i det perfekte øjeblik og med den rigtige fart til Nicolai Christensen, der efter et veltimet dybdeløb mødte bolden og hamrede den i netmaskerne. Topkvalitet i både oplæg og eksekvering. Hjemmeholdets målmand nåede at præsterede en god redning, inden dramatikken var overstået, og dommeren kunne fløjte den hæsblæsende halvleg af.

Rutsjetur

Det var dagen, hvor de to normalt styrende offensive profiler Jakob Rose og Lasse Fogtmann ikke lige ramte dagen. Til gengæld var der andre, der shinede. Specielt Asger Nørgaard var god og traf mange rigtige beslutninger. Han var oprigtigt glad for, at man havde vundet en kamp på andre kvaliteter end de spillemæssige.

-Det var virkelig en følelsesmæssig rutsjetur. Måske kom det bag på os, at Tved kom med så megen energi, men vi var der slet ikke i 1. halvleg. Vi fik en regulær skideballe i pausen, der vist nok kunne høres helt nede i Langegade, og den var velfortjent, sagde Asger Nørgaard efter det sidste dommerfløjt.

Midtbanespilleren ville godt indrømme, at kampen for 1½ år siden pludselig begyndte at spøge i bevidstheden, da Tved reducerede til 1-3.

-Vi havde fået besked på, at selv om vi førte 3-0, så skulle vi slå kampen ihjel. I stedet for lukkede vi Tved ind i kampen. Det var ikke godt nok, men jeg synes alligevel, vi er blevet bedre til at holde hovedet koldt. Vi er blevet et mere modent hold, forklarede dagens bedste KB’er.

Vurderingen er korrekt. KB i 2018/19 udgaven kan nu skrive på CV’et, at de også kan vinde fodboldkampe, selv om spillet i størstedelen af de 90 minutter ikke lige svinger. Først da man tog arbejdstøjet på, kom udbyttet. Desuden holdt KB’erne sig i skindet, da dramatikken spidsede til og de gule kort sad løse.

Bolsjestribede

Som et kuriosum skal nævnes, at begge hold faktisk spillede i KB’s trøjer. Tved spiller normalt i blå trøjer ligesom Kerteminde, men deres udebanetrøje er faktisk lyseblå, og det ville kampens dommer ikke acceptere. Derfor måtte gæsterne låne KB’s bolsjestribede trøjer.

 

                                                                          

Tved Boldklub har fået sig en snak med keeper Michael Berry efter kamp:

Jeg synes at vi spiller noget af det bedste bold vi har gjort i år i første halvleg. De kommer i front på et heldigt indspil som bliver rettet af flere gange inden den havner i fødderne på en helt blank Tore Madsen som har hele målet foran sig. Resten af kampen bliver det rene vanvid med 2 straffe, kontroversielle dommerkendelser, og tæt på et komback… Vi kan tage mange gode ting med fra denne kamp.. Jeg skuffet lige nu, mest på mig selv... Jeg får desværre ikke fat i de 1-1 situationer jeg har i kampen, og det har vi brug for!!!

 


Næste kamp er mod ØB på Tved Stadion. Lørdag den 8. September, kl. 15:30

Luk